EVN til VM for skolehold i Istanbul

EVN har siden 2007 repræsenteret Danmark ved VM for skolehold på drengesiden

I 2011 var pigerne også med. Deltagelse kræver, at man vinder DM for skolehold.

VM afholdes hvert andet år.

  • 2007 var vi i Polen
  • 2009 i Tyrkiet
  • 2011 i Kina
  • 2013 på Cypern
  • 2015 i Frankrig.

Bedste placering var en 5. plads i Kina.

Læs her Gustavs spændende beretning fra VM i Istanbul

Allerede i lufthavnen kunne man mærke den stemning, som prægede turen. Vi var meget spændte, nok mest fordi vi havde meget høje forventninger til vores modstandere. I lufthavnen så vi det franske landshold; hovedsageligt nogle store, sorte gutter, som hurtigt vakte en diskussion i bussen, om hvor mange af dem der monstro kunne lave 360-dunks.

Vores pulje bestod af os, Rusland og Belgien. Belgien var vi ikke særligt nervøse over at skulle møde, men Rusland virkede som noget af en mundfuld. Vi havde et billede i hovedet af russerne, som nogle store firkantede væsener på 2 meter og et perfekt release.

Første aften på hotellet var noget konfus. Vores tildelte guide, Alican, var enormt opsat på at tage os med i byen for at score, men havde et noget mindre fokus på, hvor vi skulle bo og hvornår vi skulle spille. Der var en slags international efterskolestemning på hotellet. En masse unge basketballspillere sad og hang i foyeren og ved middagstid, blev der i den enorme spisesal talt omkring 12 forskellige sprog. Jeg husker, at vi på vej op i elevatoren mødte to fra det iranske landshold. De var begge omkring 210 cm, havde skæg, havde begge et skræddersyet warm-up-suit, men vigtigst af alt: Disse to enorme væsener holdt i hånden! Det var noget af en overraskelse, men åbenbart er det helt normalt i mellemøsten, at to gode venner fletter fingre (så det begyndte vi også på).

Kampen mod Belgien var ikke særlig hård. Belgien lavede usandsynligt mange fejl, og vi var i stand til at ramme vores straffekast. Kampen endte 64-53 til os. Nu stod den på Rusland. Russerne virkede ekstremt arrogante, og derfor også ret overlegne. Jeg kan huske, at de løb og grinede af os i opvarmningen. Geoff (som var den eneste coach i de første kampe, da Craig spillede slutspil med Svendborg Rabbits), gav os en peptalk lige inden, vi gik på banen, og det virkede! Vi spillede en rigtig god kamp og endte med at vinde 62-48.

Dagen efter mødte vi Irland, som var toer i deres pulje. Det irske landshold var ekstremt voldelige! Da de gik på banen, råbte en af dem, ”Let’s kill’em lads!”. Herefter gik hele første periode med riven og flåen og et slag i kuglerne, hvis man forsøgte at skyde en tre’er. Jeg kan dog kun referere noget af kampen, da jeg i starten af første periode brækkede næsen.

Vi dækkede fuldbanepres, og jeg fulgte pointguarden til midterlinjen, hvor Jens stod klar til at trappe. Pludselig besluttede irlænderen sig for at vende sig om og dermed smadre tanden i min næse. Det blødte ganske voldsomt, men jeg troede bare det var en blodtud og gik derfor ud for at stoppe næsen. Det skulle dog vise sig, at det var et brud i næsebenet (man kunne se knogle bag det tynde lag hud), og jeg blev kørt i en tyrkisk ambulance til et hospital i en forstad. Hospitalet var et underligt sted. Alle snakkede tyrkisk, og der var mildest talt ikke særlig rent! Jeg kom hurtigt til en svedende læge, som syede huden sammen, mens han mumlede noget på tyrkisk.

Vi vandt kampen mod Irland med 19 point. Da jeg kom tilbage til hallen, var drengene ved at gøre sig klar til kamp mod Bulgarien, som havde et rigtig godt hold! Jeg spillede ikke med pga. næsen. Vi tabte desværre 41-56.
Om aftenen stod den på Night of the Nations, hvor hver nation præsenterede noget særligt fra deres land. Det bestod af et show og en bod. De andre lande havde forberedt folkedans m.v. til showet. Vi havde misset den del af informationen og gik impulsivt på scenen og sang ”flower-power tøj” efterfulgt af en salut for Ole Christensen. Hold kæft hvor blev der stille. Boderne bagefter var sjove. Russerne serverede vodka, kineserne havde underlige rejeting med, og vi havde lakridser (som alle hadede).

Næste dag var der hviledag. Vi var rundt i Istanbul og se diverse attraktioner. Istanbul er meget anderledes end europæiske byer, fordi den er muslimsk. Der var mange store flotte moskeer og oldgamle paladser – lidt for mange, for det endte faktisk med at vi “pludselig” fik ”ondt i maven” og tog hjem for at hvile!

Vi skulle møde Israel og Brasilien dagen efter. Craig var nu kommet, og jeg var – trods lægens instruktioner – klar til at spille. Kampen mod Israel var meget hård. Vi havde godt styr på det i starten, men midt i kampen mistede vi fokus. Vi endte med at vinde med 2 point. Da vi skulle møde Brasilien senere på dagen, var vi helt kvæstede. Vi tabte kampen, og selvom Brasilien havde tabt til Israel, endte vi på sidstepladsen i kvartfinalepuljen.

Om fredagen skulle vi møde Frankrig. Vi havde nærmest givet op på forhånd, efter vi så dem i lufthavnen. Men Craig fik liv i os. Han gav os en peptalk inden kampen og fortalte os, at vi ikke var taget så langt for at give op på forhånd. Det hjalp.

Selvom franskmændende løb rundt og kastede alley-oops til hinanden, spillede vi en rigtig god kamp. Vores sammenspil havde aldrig været bedre, og vi fulgtes med dem hele vejen. Med 8 sek. igen, stod den 45-46 til dem. Craig gjorde det, han er bedst til, og læste situationen, så han kunne sætte et play op. Det var noget med et backdoor-cut og en screening, og lige pludselig var Jens helt fri til et skud på high-post. Alt stod et øjeblik stille. Bolden gik i kurven og buzzeren løb. Vi havde slået Frankrig, og det var fuldstændig utroligt!

Sejren over Frankrig kvalificerede os til en sidste kamp om 9-10. pladsen. Modstanderen var Kina. Jeg ved ikke præcist, hvor mange der spiller basket i Kina, men det er mange tusinde! Vi havde set Kinas pigelandshold spille lige inden. I deres time-out’s valgte coachen én spiller ud. Hun blev så placeret midt i en cirkel, og kiggede lige ned i jorden. Coachen gav sig så til at skrige op i vilden sky, om (hvad vi formodede var) hvor dårlig hun var, mens de andre spillere kiggede på. Derudover satte han sig somme tider ned på bænken helt tæt op af spillerne og nev dem. Dommeren kunne ikke se det, fordi han sad for tæt.

Første halvleg var meget hård. Kineserne var store og meget fysiske. De spillede fuldstændig efter systemer, og der var ikke én ting, som var tilfældig. De havde klare roller: én kunne skyde tre’ere, én kunne aflevere osv. Vi holdt os godt med undervejs i kampen og havde faktisk til en vis grad magten over kampen. I starten af tredje periode skete der noget meget underligt. Den tyske dommer gav den kinesiske coach en teknisk fejl for at råbe af dommeren. Dette resulterede i, at coachen hev spillerne ind på bænken – han nægtede at lade dem spille!

Dommeren gav ham så en teknisk mere, hvilket betyder, at han skal forlade hallen. Det nægtede han søreme også! Efter lang tids diskussion blev de enige om, at han kunne slippe med den første tekniske fejl, hvis han lod spillerne spille. Herfra var det en meget beskidt kamp. Kineserne brugte alle de lede kneb, som at holde i armene og spænde ben. Dommerne kunne ikke dømme noget, da de ikke kunne se, hvad der foregik. Med lidt over et halvt minut igen førte vi med 2 point, og Kina havde bolden. Vi havde netop haft en time-out, hvor Craig kun snakkede forsvar. Da fløjten lød, sagde Craig ”Let’s win this one guys!”. Jeg ved ikke, om det kun var mig, der bed specielt mærke i den ene kommentar, men i hvert fald spillede vi noget af det bedste forsvar, jeg nogensinde har været med til!

Kineserne havde ikke en jordisk chance for at komme på skudhold og endte derfor med at blive kaldt på 24-sekundsuret. Der var nu omkring 20 sekunder igen, og vi havde bolden. Vi holdt det sikkert men kom alligevel til en afslutning under kurven, som gik i. Kineserne havde ikke flere time-outs og blev meget stressede. Vi pakkede os på vores banehalvdel og kineserne smed bolden væk. Buzzeren lød – vi havde vundet kampen! Selvom vi kun kom på en 9. plads, føltes det som om, vi havde vundet hele turneringen. Kineserne var naturligvis møgsure, hvilket kun gjorde det hele endnu bedre. De fandt det virkelig skamfuldt at tabe til et så lille land som Danmark.

Finalekampen var mellem Tyrkiet og Serbien. Begge hold var stærke og havde spillere, som gjorde sig særligt bemærkede. Især én bestemt spiller fra Tyrkiet, som spiller i Euroleague, var helt utroligt dygtig. Kampen blev spillet på et Euroleaguestadion i Istanbul, og Tyrkiet vandt.

Deltagelsen i VM i skolebasket er en af de største oplevelser, jeg nogensinde har haft. Ikke blot det basketballmæssige, men også det kulturelle møde har efterladt et stort indtryk på mig og de andre spillere. Jeg vil aldrig glemme det!

Gustav Leth
Elev på årgang 08/09