Fodbold

På Efterskolen ved Nyborg har vi en fodboldlinje for både drenge og piger

Vælger du fodbold-linjen, kommer du til at leve sammen med 70 andre unge mennesker, der garanteret er lige så vilde med fodbold, som du er.

Vi forventer, at du spiller i en klub og kender til at træne minimum to-tre gange om ugen  (for her træner vi dagligt). Det sikrer en målrettet træning, der vil være kendetegnet ved kvalitet og udfordringer. Vi har vores egen kunstgræsbane, så vi træner hele året.

Starter du på fodbold-linjen på EVN, kræver det, at du tager din sport og træning seriøst og er indstillet på en daglig træning, der stiller store krav til både din taktiske viden og tekniske kunnen.

Sjov og alvor

På Efterskolen ved Nyborg handler det om at have det sjovt, når du spiller fodbold. Målet er selvfølgelig “kampen”, men forud for det ligger der hårdt arbejde både teknisk og taktisk. Derudover vil du komme i super fysisk form, da skemaet ugentligt indeholder fem gange træning og kampe i forskellige turneringer. Vi har desuden vores egen fysioterapeut/fysisk træner, som arbejder med fodboldeleverne en gang om ugen. Der vil altid være to-tre trænere på hver træning, hvilket gør at der vil være stor fokus på såvel den holdtaktiske del som udviklingen af individuelle færdigheder.

Selvom der til både kamp og træning er fokus på den enkelte spiller, må det ikke gå ud over fællesskabet. På Efterskolen ved Nyborg er det en selvfølge, at du er en god kammerat – både på banen og udenfor. Fodboldhuset er både for drenge og piger, men træningen vil være kønsopdelt.

Afsted til kamp – hjemme og i udlandet

Vi har vores egne busser. Det betyder, at vi er meget fleksible i forhold til at komme rundt til kampe i hele landet. Det betyder også, at vi af og til tager ud og ser fodboldkampe. Det kunne blandt andet være OB’s Superligakampe samt landskampe, hvis muligheden foreligger.

Tur til USA

I foråret tager fodboldlinjen to uger til USA, nærmere bestemt Florida. Her spiller vi en masse fodbold samt oplever en lidt anderledes fodboldkultur. Kampene bliver ofte overværet af mange tilskuere, blandt andet scouts fra forskellige amerikanske skoler. Det er også muligt for eleverne at deltage i en fodboldcamp, mens vi opholder os i Orlando. Eleverne bliver indkvarteret privat hos amerikanske familier, og udover fodbold skal eleverne også besøge et af USA’s største universiteter samt se og opleve forskellige seværdigheder og forlystelser. Turen slutter af  med nogle dage i Tampa ved den Mexicanske Golf. Her bliver der spillet en sidste kamp, slappet af på stranden, og de sidste dollars bliver brændt af i et af de store shoppingcentre.

Turneringer

Vi deltager i forskellige turneringer både udendørs og indendørs. Vi har egen hal, så vi har optimale muligheder for at blive gode indendørs. Vores kunstgræs fodboldbane er nyanlagt,og den lever til fulde op til det, man kan forvente af en rigtig god trænings- og kampbane. Vi deltager i forskellige turneringer, bl.a. Skoleligaen, ISF-cup og Efterskolernes turnering, hvor målet hvert år er, at vi kvalificerer os til DM-slutrunden. Indendørs deltager vi i Fynsmesterskaberne, hvor målet ligeledes er at kvalificere os til DM. I foråret 2013 repræsenterede EVN-pigerne Danmark ved VM i Bordeaux – dette efter at have vundet ISF-CUP. Vi blev her nr. 7 til verdensmesterskaberne. I 2017 var vi til VM i Tjekkiet og blev nr. 5.

Fodboldlinjen mere end bare fodbold

Livet og hverdagen på Efterskolen ved Nyborg er selvfølgelig mere end bare fodbold – også selv om du vælger fodbold på linje. Ligesom eleverne fra de tre andre linjer vil du på fodboldlinjen have de obligatoriske fag dansk, matematik og engelsk, og der vil være mulighed for valgfagene tysk, fransk, spansk og fysik. For vores elever i 9. klasse vil fysik, tysk/fransk og orienteringsfagene selvfølgelig være obligatoriske. Du vil på fodboldlinjen få muligheden for at udvikle dig og blive en bedre fodboldspiller, og samtidig vil du også lære noget om tage ansvar for dig selv og dine kammerater.

Mvh.
Fodboldtrænerne

  • Lærer: Louise Helstrup
  • Lærer: Morten Andersen
  • Lærer: Søren Madsen
  • Lærer: Kristoffer Johannsen
  • Lærer: Kim Omme
  • Lærer: Jeppe Abel

Se mere på vores FaceBookside: https://www.facebook.com/Evnfodbold/

Besøg vores webshop med  bl.a. Adidas spillersæt (login: evn, adgang: evn).