Skolen

Efterskolen ved Nyborg er en knap 40 år ung skole

Den blev startet, fordi man gerne ville lave en efterskole, hvor hverdagsliv og læring hang sammen, og hvor eleverne havde en meget stor medindflydelse. Demokrati er stadig en central del af vores hverdag, men i dag er vores fokus i høj grad på undervisningen og linjefagene.

Vi optager 160 elever fordelt på tre afdelinger. Vi har Kultur, som rummer linjerne Kunst, Teater og 10. Worldwide, og vi har en fodboldafdeling og en basketballafdeling. Man bor på værelse med kammerater fra sin linje, men i øvrigt i hus med andre linjer. Man får hovedparten af sin undervisning sammen med andre fra ens linje. I nogle fag er man dog blandet på tværs heraf. Vi har en masse forskellige aktiviteter – ikke mindst skiferie og musical, som samler eleverne på tværs af opdelingen i afdelinger.

Vi synes, det er en gave, at vi både har kulturlinjerne og sport. Det giver et afvekslende hverdagsliv, og det medfører et spændende møde mellem forskellige typer unge mennesker.

Undervisningen i de obligatoriske fag dansk, matematik og engelsk er på blandede hold med både 9. og 10. klasseelever. Eleverne på 9. klasse har alle øvrige prøvefag på 9. klassehold.

I 9. klasse er der en lang række obligatoriske fag, så der er ikke valgmuligheder. Det er der derimod for 10. klasse, som kan vælge mellem en række valgfag som fx fysik, fransk/tysk, motion, badminton, musik, krea, spansk m.m.

Værdigrundlag

Skolens grundlæggende værdier kan findes i begreberne: Fordomsfrihed, kritisk stillingtagen og et positivt livssyn.

Vi tror på, at forståelse for andre mennesker og kulturer er en essentiel forudsætning for mennesket i det nye årtusinde.

Desuden mener vi, at stillingtagen og refleksion er grundlæggende forudsætninger for aktiv deltagelse i demokratiet.

Endvidere ser skolen det som en afgørende værdi, at eleverne udtrykker sig gennem forskellige kulturelle udtryk, og derved får et positivt syn på egne evner og på muligheden for at realisere et godt liv.

Læs mere om Værdigrundlag og evaluering.

Se også